Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

ALT GÅR OVER - OGSÅ DETTE ØJEBLIK

12. december 2011

ALT GÅR OVER – OGSÅ DETTE ØJEBLIK

Der er ikke noget der bliver ved, selvom det sommetider føles sådan. Livet er ikke statisk – og tider skifter. Så derfor: alt går over - også dette øjeblik.
Det kan både opleves godt og skidt. Har jeg det dårligt er det jo godt, at det går over. Men det betyder også, at der ikke er noget, der er holdbart i længden. Problemer vender tilbage, med mindre problemet er totalt forsvundet – totalt healet.

I sin tid når jeg indledte et 3 dages personlig vækst kursus, fortalte jeg, at kurset ikke ville virke, for det gør kurser, terapier og hvad vi nu ellers foretager os, ikke. Jo, man får en saltvands indsprøjtning, som man kan leve højt på et par måneder eller et halvt år. Men problemerne - det være sig de følelsesmæssige som manglende selvværd og selvtillid, problemer i familie, parforhold og sexliv - eller i samarbejde og jobsituation - vil før eller siden dukke op igen.
For at komme denne indgroede tilbøjelighed til livs, er jeg nødt til at holde mig selv i personlig vækst (eller personlig afvikling) hele livet – holde mig på ”rette” spor – fri af stress.
Men kan dette så virkelig lade sig gøre for alle, der arbejder på sagen? For nogle vil det givetvis være lettere end for andre.

STRESS I BARNDOMMEN LÆGGER KIMEM TIL PROBLEMER/SYGDOM I VOKSENLIVET
Kort efter at TV2 så dagens lys, bragte de et psykologisk program, der hed ”følelser og følsomhed”.  (Måske har jeg skrevet om dette før, men så får du en genopfriskning).

Her viste man forskellige forsøg med dyr og mennesker. F.eks. hvad der sker ved for tidlige fødsler, hvor nyfødte tages fra moderen og lægges i kuvøse for at overleve. Man undersøgte om børnene reagerede forskelligt alt efter om de blev lagt på et lagen eller på et lammeskind i kuvøsen. Og der var en forskel. De der blev lagt på lammeskind, tog hurtigere på i vægt, hvilket var afgørende for deres overlevelse. Og personalets oplevelse var, at børnene på lammeskind udtrykte større velvære og var roligere. Eksperterne sluttede, at det kunne skyldes lamme uldens stimulation af huden, idet temperatur og alt andet i kuvøserne var præcis ens.

Det mest lærerige, men forfærdeligt hjerteskærende, forsøg måtte aber lægge krop og psyke til. Her fjernede man abeunger i kortere eller længere tid fra deres mor. I nogle forsøg adskilte man dem med ståltråds net, i andre adskilte man dem med en glasvæg, så de kunne se, men ikke røre hinanden - og endelig adskilte man dem så de hverken kunne se eller røre hinanden.
Det eneste der ikke fik katastrofale følger for abernes liv var adskillelsen af ståltrådnet. Det at mor og barn kunne røre og mærke hinanden gennem nettet, syntes tilstrækkelig for at opnå et sundt liv.
De øvrige led uoprettelig skade. Gruppen af aber, der blev adskilt i kortere tid fra moderen, nåede tilsyneladende ikke ud over teenagestadiet i modenhed. De var forskræmte, klyngede sig til deres jævnaldrende og ligestillede – og kunne ikke danne par, tage sig af deres afkom og få et normalt voksenliv.
De der blev isoleret i længere tid fra moderen klyngede sig ikke til nogen overhovedet. De isolerede sig, og når kontakt endelig forekom var den ekstrem voldelig. Det virkede som om, at voldelig kontakt sommetider var bedre end slet ingen kontakt. Det gjaldt også dem, der fysisk havde overlevet at blive isoleret fra deres mor ved en glasvæg.
Som forskerne sagde, kunne de ikke foretage disse forsøg med menneskebørn (Det burde absolut forbydes med abebørn også). De kunne konstatere, at disse abers adfærd i udpræget grad ligner den man ser hos børn og unge, der har været udsat for en traumatisk opvækst.
Efter forsøgets afslutning og abernes død, dissekerede man deres hjerner, og kunne her konstatere hjerneskader med forskellige sygdomsdispositioner til følge, som man ikke ville finde hos normale aber. Deres traumatiske opvækst gav med andre ord både fysiske, psykiske og adfærdsmæssige problemer.

”DET ER ALDRIG FOR SENT AT FÅ EN GOD BARNDOM”
Super-coachen, Anthony Robbins, står vist nok for denne overskrift. Og jeg vælger at tro ham. Men jeg tror også, at man ikke kommer bevidstløs eller sovende til at reparere sin barndom, eller hvad man nu ønsker repareret. Det er hårdt arbejde. Selv mennesker, der har arbejdet i årevis med sig selv, og brugt tusindvis af kroner på forskellige metoder og teknikker indenfor kurser, psykologisk terapi, meditation m.m., har erfaret at de grundlæggende problemer, eller ubalancer, vender tilbage. Udfra min erfaring vender de tilbage efter et sted mellem 2 måneder og 2 år.

HVIS DET AUTONOME (automatiske) NERVESYSTEM ER UDE AF BALANCE KAN VARIG HEALING IKKE OPNÅS, HVERKEN AF TILVÆRELSEN ELLER AF HELBREDET
Dette er i hvert fald ”The Healing Codes” forfattere, Alexander Loyd og Ben Johnsons  påstand. Og den er de ikke alene om. Cellebiolog Bruce Lipton (bl.a. forfatter til bogen ”Intelligente Celler”) er af samme opfattelse. Og i bogen om Meta Medicin, skrevet af Susanne Billander, lyder det samme budskab. Meta Medicin er oprindelig udviklet af Ryke Hamer, tysk læge.

Når vi ligger under for konstant spidsbelastning og stress, kommer det autonome nervesystem ud af balance. Det er delt op i det sympatiske- og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem burde kun være aktivt, når der er fare på færde for liv og lemmer - og den nyttige kæmp eller flygt funktion sætter ind, så vi kan redde vort liv. Men når folk lever en krævende og stresset hverdag, kan det sympatiske nervesystem tage føringen og køre på overtid for at redde os, selvom vi reelt ikke er i fare. At være i konstant alarmberedskab slider på hele vort liv, helbred og  velbefindende. Vi bliver ude af stand til at regenerere, kan ikke koncentrere os, sover dårligt, får hukommelsesbesvær osv..
Det er det parasympatiske nervesystem, der skal være igang for at vi kan falde til ro, heale op, regenerere, sove godt om natten osv.. Det kan man få mere viden om ved at læse bogen: "The Healing Code".
I erhvervslivet er man godt klar over, at det ikke duer med stressede medarbejdere og tilbyder folk terapi, meditation m.v.. Og det er vældig godt, det hjælper umiddelbart. Men lur mig om ikke problemerne vender tilbage.

HEALING PÅ CELLEPLAN – JA, HELT IND PÅ DET ATOMARE ELLER SUBATOMARE PLAN
Ifølge ovennævnte forfattere af ”The Healing Code” og ”Intelligente Celler” skal vi helt ind og heale på celleplan - heale vore cellers destruktive erindringer.
Og det er det samme der gælder i den ældgamle Hawaiianske healings metode: Hó oponopono. Hew Len, der er psykiater og mester i metoden, siger at man skal ind i det såkaldte Nulpunktsfelt. Med andre ord: det handler alt sammen om kvantefysik – og vi kan ligeså godt tage den til os. For rigtig mange af os har jo prøvet alt andet. Og den gode nyhed er, at det i virkeligheden er meget enkelt.

Hav en rigtig hyggelig Juletid!
Birthe
12-12-2011

  
 


 




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268