Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

STILLE IGEN - VELKOMMEN TIL SOLEN I JOFRUEN

21. august 2012

STILLE IGEN – VELKOMMEN TIL SOLEN I JOMFRUEN
Det kan høres på det, der ikke kan høres. Koncerten er forbi. Dirigenten, moder Natur, har lagt taktstokken til side. Stilheden er mærkbar, somme tider rungende. Og som sædvanlig ved jeg ikke hvad der er bedst, smukkest og mest betagende: Om det er når Solsorten, Nattergalen og Gøgen i foråret synger solo/ duet - og det fulde kor tilslutter sig ved daggry og skumring sommeren igennem; - eller – om det er når denne slående, klare, dybe og samtidig ophøjede stilhed sænker sig som et usynligt fløjlstæppe med en fuldkommen fred til følge.
Hvad er vel så betagende som en høj, klar og fuldkommen stille morgen i september – eller i slutningen af august, når Solen gør sin entre i Jomfruens tegn. Den blå himmel virker dybere, højere, klarere og inviterer én med ind i evigheden. Det er som om moder Natur mediterer.

Hvilken tidsperiode, der er bedst har selvfølgelig ingen relevans. Det er som to sider af samme mønt – de er et og samme, men kan kun opleves hver for sig.

Men for resten – Jomfruens tegn står som bekendt for perfektion. Og så kan vi vel godt betragte Jomfruens periode, som et billede på fuldkommenhed med sin ophøjede fuldkomne stilhed - fuldkomne fred.

Solen opholder sig i Jomfruen mellem den 22.august og 22.september. Og selvom perioden sommetider byder på lunt sensommervejr, så er det startskuddet til efteråret – og efterårets aktiviteter.
Vi nøjes sjældent med at slappe af og meditere efter en, måske, hidsig og aktiv sommer. Men moder Natur holder pause, tager en dyb indånding og går i sig selv. Dyrene har sat næste generation i verden og mange behøver ikke forældrene længere. De skal nu bare tage sig af deres egen overlevelse. Plantevæksten ophører, frugterne modnes og det er høsttid.
Naturen inviterer også os til at gå ind i os selv – og til at reflektere over vor egen vækst og over, hvad vi egentlig har at høste her, hvor sommeren går på hæld.

FOKUS PÅ VIDEN OMTANKE OG SNUSFORNUFT
Jomfruen er et Jordtegn, bevægeligt, feminint, indadvendt  -  og styret af Merkur. Merkur styrer også sommertegnet, Tvillingerne, men er helt anderledes i Jomfruen, hvor den analytiske sans, omtanke, snusfornuft og dybe respekt for viden og indsigt er fremherskende. Sommerens ferier, fester og fornøjelser ebber ud og arbejde og skolegang sætter ind. Aftenskolernes programmer er for længst sendt ud med et hav af tilbud om al det vi kan lære i efterår og vinter – og børn og unge fortsætter deres studier. Jomfruen inviterer os til at tænke langsigtet og øge vort fundament for et sundt, godt og langt liv.
Nogen vil måske synes, at det lyder lidt ufestligt og kedeligt. Og Jomfruen inviterer os da heller ikke til at tage fornøjelser festligheder på forskud. Først arbejde og derefter leg og sjov. Jomfruen selv gør ikke sjældent arbejdet til sin fritidsinteresse og fornøjelse.


HOLD ORDEN, VÆR SKARP, KLOG - OG HAV SANS FOR DETALJEN
- det er Jomfruens opskrift på et godt liv.
Så vær opmærksom på følgende - inspireret af Jomfruen:

Sørg for orden og system i dig dagligdag. Er der rod omkring dig, afspejler det rod
i dit indre.

Alt omkring os kan ses som værende et forlængerled af os selv. Husk – der er ingen verden udenfor dig selv, som de siger i Hó oponopono (Hawaiiansk healingsmetode).. De omgivelser, vi har, er blevet til som et resultat af den sammensætning, vi har, og af den tilstand, vi befinder os i.

Har du det skidt med dig selv – så se dig omkring i dit hjem, afspejler det ikke din tilstand?

Er det tiltrængt – så tag bare fat på at sætte skik og orden på dine ydre rammer. Der er alligevel ingen, der rigtigt ved, om det var ægget eller hønen, der kom først. Muligheden er derfor stor for, at mens du gør orden og rent omkring dig, sker der den samme proces indadtil. Du vil føle dig lettere og friere.

Der er dog aldrig garanti for noget. Så glem ikke at rydde op i de indre skuffer. Se efter om du gemmer på skuffelser, måske ligefrem dyrker dem, tager dem frem, sørger for at huske dem. Faktisk er det ikke noget ukendt fænomen at forsøge at straffe andre ved selv at have det dårligt. ”De skal lide ved at se, hvad de har gjort imod mig”.

Lev med rent bord! Både udadtil og indadtil.
Sørg for at passe dig selv godt. Sørg for den kærligste pleje du kan komme i tanke om:
Lige fra den personlige hygiejne, den rette kost og motion – og til måden hvorpå du behandler dit hjem og dine omgivelser.

Bogen, ”Ryd op i dit rod”, af Karen Kinsky. Udgivet på Borgens forlag – er alle tiders motivator og hjælp til at få fod på Jomfruens sunde principper. Varmt anbefalelsesværdig!

Og allervigtigst:
 Nægt at lade dig forgifte/forurene. Tilgiv de mennesker, der svigtede dig, behandlede dig dårligt, kritisk eller ukærligt. Ikke for deres skyld (Ofte aner de det ikke selv) men for din!
Med tilgivelsen ryger de ud af dit sind, så du kan have det lettere og friere med dem, hvis det er mennesker du fortsat ser. Livet bliver både mere interessant og meget sjovere.

Hav en smuk og dejlig Jomfru-periode.

Birthe
21.08.2012   

 







 




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268