Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

IND I LYSET - MED SKYTTEN VED HÅNDEN

21. november 2012

IND I LYSET – MED SKYTTEN VED HÅNDEN
Så står de store armbevægelsers tid for døren  -  hvis vi ellers vil lege med i det astrologiske hjul. Det er Skyttens tur til at sætte dagsordnen, og dermed er vi i ildens element.
Og ilden lyser op – bare tænk på Solen, der i sig selv er en ildkugle. I Ildtegnene, Vædderen, Løven (især) - og i Skytten, føler Solen sig hjemme.

Og selvom Saturn det næste par år forbliver i Skorpionen – og sætter fokus på vore overlevelses ressourcer – og vor forgængelighed, så vil vi nok alligevel reagere på den optimistiske skytteenergi, og finde spontaniteten og livsglæden frem.  
Solen forlader Skorpionen 21.november, kl.22:50 og tager det første begejstrede skridt ind i Skytten, hvor den bliver frem til 21.december kl.12:12. Vintersolhverv  -  dagene begynder herfra langsomt at blive længere.

Udover at være et ildtegn er Skytten maskulint udadvendt, bevægeligt og styret af vort solsystems største planet, Jupiter. Og alt som har med Skytten og Jupiter at gøre er da også stort, mægtigt, grænseoverskridende og imponerende. Det er rekordernes tegn. Glem alt om andenpladsen.
Ildtegnene og ikke mindst Skytten står for at slå egne og andres rekorder, sætte sig ud over sine begrænsninger. Man kan altid mere end man tror. Her handler det om at komme op af sofaen, være aktiv og igangsættende, uden skelen til konkurrence.

LAD LIVSHOLDNING OG TRO FÅ EN TUR I VRIDEMASKINEN
Skytten står ligeledes for retfærdighedssans, moral, etik, og et filosofisk eller religiøst livssyn. Derfor inviterer skytteperioden til at tage sin livsholdning, tro og idealer op til kritisk gennemgang – og luge godt ud, ifald begrænsende holdninger har fået lov at slå rødder. Skytten står for vide grænser, en bred horisont, optimisme og livsglæde - så snærende bånd skal løsnes.

Og ret beset er det bedst ikke at have idealer – og i stedet være sine idealer. For derved træder handling i kraft, modsat bare at påpege manglerne. Sidstnævnte er der ikke megen kunst i.
Idealer som sådan vil altid være en påmindelse om, at noget burde være bedre. Idealer gør med andre ord verden forkert - med mindre der handles øjeblikkeligt på dem.

Skytten er naturligvis også rejse- og udlandstegnet – for her handler det jo også om at udvide sine grænser og vide besked om hver eneste afkrog af landet eller planeten. Studier, uddannelse og anden tilgang til viden og indsigt er det, der tæller i Skyttens verden. Sangen: ”Ud vil jeg ud – så langt, langt, langt over de høje bjerge”, må være skrevet af et meget skyttepræget menneske.  

TAG SPENDERETRØJEN PÅ -  
Med Skytten ved hånden får vi en smagsprøve på at fylde og brede os – helst ud over det hele, samt være givende og lyse op – bestræbe sig på den ultimative udvikling og vækst. Skytten er ekspansionens tegn. Der skal være meget af det hele.
Altså matcher det ikke Skytten at være i sparehjørnet og sigte efter en skrabet Jul. Rundhåndet giverglæde passer meget bedre. Overflødighedshornet er Skyttens horn.
Og skønt vi på vore breddegrader er inde i årets mørkeste tid, så kompenserer vi livligt herfor ved at tænde lys i vinduer, i træer og buske. Juledekorationerne i forretninger og gader giver os næsten dagslys døgnet rundt. Hvert år er der nogen, der konkurrerer om at lave den største og mest omfattende julebelysning på deres hus. Unødigt spild af ressourcer? – Nej ikke nødvendigvis, hvis den energimængde, der fyres af får os til at ”lette”, får os selv til at blive mere rundhåndede og givende.

Sidste år, var det første år jeg kan huske, hvor man meldte ud, at julesalget var gået en smule ned. Og selvfølgelig kan Saturn i Skorpionen måske få os til at skrue ned for blusset og fortsat spare op. Men fra den 11. Og den 16.december går henholdsvis Merkur og Venus ind i Skytten – og mon så ikke vi slår os løs alligevel.

OG SÅ ET PAR SKYTTERÅD -
(Fra ”Hold dog op med at være så god!”)
Tænk positivt. Træn dig i at have øje for det store omkring dig – for de vide horisonter.
Se det guddommelige i selv den mest forarmede flække eller i det ”svageste” menneske – bred dine vinger ud. Udvidelse er Skyttens princip.

Husk, at Verden ikke er som den er. Din Verden er som du er. Vil du ændre på den, må du ændre på dig!

Det er som i ”Hó oponopono” – den hawaiianske healings metode. Læreren (psykiateren, Hew Len), gentager ustandseligt over for sin elev, Joe:

”Husk Joe, der er INGEN verden udenfor dig selv!”


Må din Juletid blive optimistisk, lys, smuk og dejlig!

Birthe
21-11-2012
 





  

 

 

 

 




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268