Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

LYSET TRÆNGER IGENNEM - VELKOMMEN I VANDBÆREREN

20. januar 2013

LYSET TRÆNGER IGENNEM – VELKOMMEN I VANDBÆREREN
- NØRDERNES TEGN

Så er det tid at kaste alvoren og åget af sig – hvis man altså har båret på sådant.
Med Solens indtræden i Vandbæreren, er vi inviteret til at trække vejret friere, smide hæmningerne og skrotte konventionerne – turde eksperimentere og åbne op for kreativ,  abstrakt, og utraditionel tankegang – gå imod strømmen og endda gøre det modsatte af gængs og fornuftig adfærd – hvis man altså tør. Det kræver mod og fantasi at udleve sin indre Vandbærer. Det kan nemt virke provokerende på ens omgivelser.

Solen går ind i Vandbæreren den 19.januar kl.22:52 og bliver der frem til 18. februar kl.13:02, hvor den går ind i Fiskene, der ligeledes er nørdet, blot på en anden måde.
Vandbæreren er et lufttegn, et fast tegn, maskulint, udadvendt og styret af Uranus. Uranus, der som de fleste sikkert ved, nærmest drejer avet om sin egen akse og derved understreger sin anderledeshed.

MAN KAN IKKE TILRIDE EN VANDBÆRER
Vandbæreren er det mest originale, kreative og opfindsomme tegn af alle 12. Mennesker med stærk indflydelse fra dette tegn, går ikke ind for efterligninger og sammenligninger. De nærmest tilstræber sig at være anderledes og gå på tværs. Og har det generelt ikke nemt med autoriteter. Man skal ikke forsøge at sætte dem i bås eller belære dem. De er ikke de nemmeste at have i samarbejde eller på skolebænken. Lærdommen skal serveres for dem, så de tror de selv har fundet på det. Den uddannelse de tager, hvis de da ikke er selvlærte, sætter de deres eget individuelle særpræg på, så man ikke kan genkende den oprindelige ”form”.
Vandbæreren er også vovehalsenes tegn, og de vover sig helt der ud, hvor ingen før har sat deres fødder eller dybt ind i tanker ingen før har tænkt.
Et ganske almindeligt liv med et ganske almindeligt job og privatliv, hvor det er chefen, forældrene, manden, konen eller børnene, der har stukket linjerne af for dem, slukker det unikke og kreative lys, der ellers er Vandbærerens kendetegn. Det er som om de ”dør” af det, taber gnisten og livsglæden. En ægte Vandbærer kan man ikke sadle og tilride uden at miste dem – enten ved at de går deres vej - eller de på anden måde bliver fraværende og uengagerede.

VI HAR ALLE EN REM AF HUDEN
Det er væsentligt at huske på, at selvom man ikke er født i Vandbæreren, ej heller har Ascendanten, en stærk Uranus eller planeter stående i tegnet, så er det under alle omstændigheder stadig en del af vort horoskop, hvor samtlige 12 tegn uundgåeligt er repræsenteret. Og det gæler om at ”svinge” for dem alle 12. Og nu i den kommende måned er det tid at kigge Vandbæreren i os selv efter i sømmene – og bringe sig i resonans med
vibrationerne her fra. 
Tegnet står for frihed, oprør, revolution og bryden med gamle forældede mønstre og traditioner. En interessant og spændende udfordring for de mere tilpassede af os.
I år er det fastelavns søndag den 10. februar, hvor det tillige er Nymåne, så både Sol og Måne er i Vandbæreren i fastelavns tiden. Også Venus opholder sig i tegnet fra 2. til 25.februar. Med andre ord er der grønt lys for at gøre noget ekstra ud af festlighederne.
Efter faste og afholdenhed, som vesterlændinge dog ikke har for vane at dyrke, er det tid at slå sig løs, nyde livet og måske, bare for en kortere stund, klæde sig ud og te sig som var man en helt anden - original.

ET SPIRITUELT TEGN
Spirituelle kan man vel sige alle tegn er. Om spiritualiteten dyrkes og udfoldes er helt individuelt og ikke betinget af ens tegn. Alligevel er der tegn, som er mere oplagte for spiritualitet end andre.

Altruisme – uegennyttig kærlighed, regnes for at sortere under Vandbæreren og Uranus.
Vandbærertiden er dermed også tid for at være åben for denne smukke og usædvanlige egenskab.
Uranus betegnes også som katastrofeplanet - den, der kuldkaster det bestående og leverer et helt nyt scenarie – undertiden fra den ene yderlighed til den anden.
Torsdag den 3.januar begyndte DR1 en udsendelses række, der hedder: ”Du skal dø” med Anders Lund Madsen som vært. Efterfølgende bragte de en engelsk udsendelse, der hed: ”Mellem liv og død”. Denne omhandlede mennesker, der var kommet ud for så alvorlige ulykker, at det var højst sandsynligt, at de ikke ville overleve - og hvis de gjorde, ville det være en helt anden slags tilværelse, der ventede dem fremover.
Selvom de, der rent faktisk var døde af deres kvæstelser, var lægerne, (neurologerne) både i stand til at kalde dem tilbage til livet, og holde dem i live, uanset hvor maltrakterede og reducerede de var. Som de sagde, var der sket utroligt meget på dette felt de sidste 10 år.
Det måtte derfor blive familie og læger, der afgjorde om de skulle leve videre – eller om behandlingen skulle standses og respiratoren slukkes.

FRA LIVLØST,UDSLUKT UDTRYK TIL LYSENDE KÆRLIGHED
Der blev blandt andre vist et forløb med en yngre familiefar, Richard, der havde kørt sig selv ”ihjel” på sin motorcykel. Han var lammet fra isse til fod, og det ville være uopretteligt. Hans øjne var tomme og udtryksløse. Og familien var enige med sig selv om, at sådan skulle han selvfølgelig ikke leve videre. Ikke mindst fordi han selv for relativ kort tid siden, havde sagt, at hvis han kom i samme situation som en af hans venner, der netop havde lidt samme skæbne, så måtte de love ham, ikke at lade ham leve videre.

Den førende neurolog på hospitalet insisterede dog på, at han og personalet skulle gøre alt hvad der stod i deres magt for at få Rich (som han blev kaldt) med på råd i dette afgørende spørgsmål.
Efter ihærdige forsøg opnåede neurologen respons fra Rich. Han kunne få ham til at kigge til venstre og højre på opfordring, – højre = JA, venstre = NEJ. Hans udtryk var dog stadig lige dødt. Familien udfyldte spørgeskemaer til læger og talepædagog, så disse kunne stille ham spørgsmål han kunne svare JA eller NEJ til. Det viste sig, at Rich´s hjerne ikke var så medtaget som først antaget. Han kunne huske sit liv og hvad der var sket mv.. Og det kom så vidt, at neurologen senere kunne sige, at han havde ført en samtale med Rich. Og på spørgsmålet om han ønskede, at de skulle standse behandlingen, var svaret: NEJ.

Man ser Rich et halvt år senere. Han sidder oprejst, hans hoved holdes oppe ved hjælp af en slags skumgummi ramme. Familien er omkring ham.
Og her er ved det jeg ville sige med denne historie, som er fint i tråd med den smukkeste og mest spirituelle side af Vandbæreren:

Han har nu det blideste, kærligste – ja, nærmest guddommelige afklarede og fuldkommen accepterende udtryk i sine øjne. Så betagende og bevægende!

Tidligere i indslaget havde de vist videoklip med Rich før ulykken. Og man så en ganske almindelig yngre aktiv mand med et ganske normalt udtryk i øjnene.
Sikke en forvandling der kan ske i livtag med døden – og det er fristende at fantasere om, hvad han dog har oplevet på grænsen mellem liv og død. Men det må være op til dig, der læser dette – eller selv har set udsendelsen.

Jeg havde fra starten været helt enig med familien i, at det mest barmhjertige var at standse respiratoren. Men Rich`s far konkluderede klogt til sidst i udsendelsen:  at læren, der kunne drages var, at ingen kan tage beslutninger på andres vegne. Og, at man ikke ved, hvad man selv ville beslutte før man er i situationen.

Og - hvis ikke det bare var et heldigt øjeblik kamerafolkene havde fanget Rich i;  så vil hans udtryk – det lys, som nu syntes at skinne igennem ham, kunne virke healende på enhver, der ser ham i øjnene.
Hans søn (formentlig 12 år) havde undervejs i forløbet, fortalt ham, hvor højt elsket han var, hvis han nu ikke vidste det - og bad ham om at kæmpe.

Ganske tankevækkende, at de kaldte ham Rich, som betyder rig. For rig – det var han, til trods for, eller på grund af sin ulykke.

Jeg vil ønske alle en rig, herlig og kærlig Vandbærertid!

Birthe
19.01.2013





 


 

 

  










  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268