Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

HJÆLP!

22. februar 2013

HJÆLP!
- Hjælp mennesker, der har mistet deres kære med at finde hinanden – få venner og ”familie”igen

Fiskene er hjælpetjenestens tegn - så mit nødråb er i det mindste i tråd med tidens symbolik
og det er især stilet til mine Facebook-venner.

Jeg har virkelig brug for hjælp. Og det er en stor overvindelse at bede Jer om den igen. For det var ikke noget man lærte i min familie.
Men jeg har et projekt – et ”hjertebarn” jeg brænder for – og som jeg ikke på egen hånd kan bringe i mål.

FAMILIE/VENNER.DK  - GRATIS AT OPRETTE PROFIL
Hjertebarnet er www.familievenner.dk  -  oprettet i 2011. Gratis at oprette profil.
Ideen dukkede op på baggrund af, at der havde været mange dødsfald både blandt familie og venner – og i samme periode kom der flere kursister end sædvanligt med samme ”problem” - endda unge mennesker, som havde mistet partner, familie og venner.

Familievenner.dk  - er en slags antidating side. For hvis det er en partner, der er ønsket, er der ingen smalle steder. Der findes jo masser af dating sider – og det er sandelig ingen skam at oprette en profil på en eller flere af disse sider. Men sådan har det ikke altid været.
I mine yngre år foreslog  jeg meget ofte folk, at forsøge sig med en kontaktannonce, som det hed dengang.
Og de fleste stejlede over forslaget og svarede: ”Det kunne jeg aldrig gøre!” Og når jeg sagde: ”Det har jeg da gjort!”, var svaret:  ”Var det virkelig nødvendigt for dig?” Og så måtte jeg jo undervise i, at målet helliger midlet-  og i at bide hovedet af frygt eller skam – og så se at komme i gang!
Nu er det en helt normal ting at søge en partner gennem en dating side. Men sådan er det endnu ikke, når det er familie og nære venner man savner.

DET ER STADIG TABU AT VÆRE ENSOM – DET ER SÅ SMERTELIGT, AT MAN VÆLGER AT SKJULE DET
Der er i dag ca. 270 profiler på familievenner.dk - og de er overvejende kommet gennem omtale i lokal aviser. Og der kom også en pæn del gennem Facebook, da jeg i sin tid sendte pressemeddelelse ud til samtlige dag- og ugeblade, samt lokalaviser. Lokalaviser bringer kun stof fra folk i deres lokalområder.
Efter udsendelsen af pressemeddelelse, henvendte DR1 ”Aftenshowet” sig. De sagde, at når jeg havde et par stykker, der havde fundet hinanden gennem siden, ville de meget gerne have dem i studiet. Og ugebladet ”Hjemmet” ville også gerne slå et slag for sagen, hvis der var et par stykker, der ville møde op til interview.
Det troede jeg var en smal sag. Men nej! Jeg har gjort hvad jeg kunne for at bringe dem til veje - brugt al min overtalelsesevne via nyhedsbreve til medlemmerne. Jeg har lavet undersøgelse via telefonen for at finde ud af om siden nu også virker, om folk finder hinanden. Og jeg ved, at det er der altså en hel del, der gør. Og det er jo dejligt.

Men - når jeg spørger om de vil stille op i Aftenshowet eller til et interview – ja, så bakker de venligt og diskret ud af røret. Jeg foreslog én på Bornholm at gå til lokalavisen, og få dem til at skrive om siden, så der blev nogle flere at vælge imellem på solskinsøen – eller bare finde avisens telefon nummer og give mig det, så jeg kunne ringe dem op. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at lokalaviser holder sig stramt til, at det skal være lokalstof. Vedkommende vendte imidlertid aldrig tilbage.

Følgelig har jeg fået den opfattelse, at det er så smerteligt, måske endda flovt og pinligt, ikke at have nogen, hvor man hører til. Og det magter man ikke at udstille for TV-seere eller avis- og ugebladslæsere. Eller også er det bare meget diskrete og private mennesker, hvis principper gør, at man altså ikke udstiller sig selv – end ikke i den gode sags tjeneste. Og jeg har bestemt forståelse herfor.
Alle reaktioner på siden har imidlertid været overordentligt positive. Alle synes det er en fortrinlig ide. Men derfra, og til selv at stille op, er der en meget stor barriere.

KAN FACEBOOK HJÆLPE?
www.familievenner.dk  VIRKER, MEN DER SKAL VÆRE MANGE FLERE PROFILER, SÅ DER BLIVER ET ORDENTLIGT UDVALG I HVER ENESTE AFKROG AF LANDET
Man hører af og til om, at man har samlet større pengebeløb ind på facebook  til gode formål – eller fået mennesker til at møde op til store træf osv.. Så jeg tænkte, at der også kunne slås et slag for, at alle ensomme kunne få en mulighed for at finde andre med samme problem.
Ensomhedsproblemet vokser med stor hast – også siden Facebook, Tvitter m.fl. er kommet på banen. Det fjerner ikke ensomhed at chatte på disse sider. Det er ikke nok at skrive: ”Hjerteknus” osv. Det fysiske nærvær mangler. Vi er jo flokdyr – så de allerfleste af os har brug for, om ikke andet så, en lille flok. Fagfolk på området siger, at ensomhedsproblemet vil vokse yderligere i de kommende år. Den kurve ville jeg gerne være med til at knække. Og nu beder jeg så til, at mine facebook-venner vil hjælpe. Jeg ved faktisk ikke selv, hvordan man sætter sådant i scene, så det virkelig batter. Håber der er nogen blandt Fb-vennerne, der gør.

5000 PROFILER STÅR FORELØBIG PÅ ØNSKESEDLEN
For at siden kan blive effektiv, og alle skal have en realistisk mulighed for at finde venner eller nye familiemedlemmer, alt efter behov, skal vi sikkert op på mindst 5000 profiler fordelt over hele landet.    
Men hvordan gør man lige det? Jeg har ikke råd til at annoncere, selvom det ikke har kostet mig noget at få siden sat op. Det har min vebselv-hjemmeside-leverandør sørget for. Og det er gratis at oprette en profil.
Det jeg investerer er min tid. Det gør jeg lige nu ved at skrive dette, og når jeg udsender et nyhedsbrev. Og når nye profiler melder sig, bliver de læst, for at sikre, at det er familie eller venner man søger – og ikke en partner.
Kom der for alvor gang i indmeldelserne, ville jeg ikke kunne magte det, men så kunne man vel opfordre medlemmerne til selv at være ”vagthunde” og give besked, hvis en profil ligner en partner efterlysning, så den kan blive slettet.

Med kærlig hilsen
og håb, at mit nødråb gør en forskel
Birthe
21.02.2013



 










  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268