Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

SE AT KOMME OP AF SOFAEN - VI GÅR IND I VÆDDEREN!

19. marts 2013

SE AT KOMME OP AF SOFAEN – VI GÅR IND I VÆDDEREN!
Så har vi igen rundet en cyklus i Zodiaken. Vi sætter punktum for Fiskene 20.marts kl.12:02.
Her træder Solen ind i Vædderen – eller ”skydes ind med katapult”. 
Vædderen er et kardinalt tegn, et ildtegn, maskulint, udadvendt og styret af Mars (krigsguden).
Og det er ikke just nogen stille velkomst, der er lagt op til for Solen. Mars er nemlig hjemme i eget tegn og hus, det har den været siden 12.marts, desuden er Uranus, som elsker at lave rav i den, efterhånden ved at føle sig hjemme i Vædderen, og vil nyde at få selskab af Mars og Solen.
Den 20. Marts, når Solen er i nul grader Vædder er Mars i 6- og Uranus i 8 grader Vædder. De er tætte nok til at føle hinanden på tænderne og/eller rotte sig sammen og provokere omgivelserne (os) - og sende et par chokbølger af sted. Solen kan ikke indhente Mars, men en konfrontation med Uranus kan ikke undgås. Det sker inden april, nemlig i perioden op til- og under Påsken. Det skal nok sætte fut i de i forvejen meget livlige og aktive vædderindflydelser.

SLID IKKE HUL I SOFAEN – TIDEN ER INDE TIL AT GÅ I AKTION
Væddertegnet inviterer os op af sofaen og ud i aktion – Det er tegnet for initiativ og handlekraft, tegnet for at gå på barrikaderne og ikke være bange for et par skrammer. Med Vædderen ved hånden ømmer man sig ikke, man trækker sokkerne op og gør noget ved situationen – tager del i livet på de vilkår, der nu er – og skrotter luftkastellerne. Drømmeriet er forbi. Det kontante og praktiske initiativ er i højsædet og bærer lønnen i sig selv. Og man må gerne have det sjovt mens det står på. Vædderen står for den rene skinbarlige livsglæde, sund og positiv egoisme - og en befriende enkelhed. Tag bare det sidste bolsje - eller det største stykke kage.  

Foråret og naturen vil tage førertrøjen på og give os et kursus i sand livsbekræftende adfærd. Alt vokser, gror og pibler op alle vegne. Fuglene synger, kurtiserer hinanden og bygger reder. De firbenede kælver, læmmer og foler. De små kommer altid til tiden – og de er ikke mange dage gamle før de er fulde af spillopper. Der kommer grønne skud på træer og buske, Forårsblomsterne titter frem – og ellers skal planteskolerne nok give os en forsmag på hvad vi har i vente. Der dufter af forår, når der graves, pløjes, sås og plantes. Den årlige tilbagevendende forårskuller skal nok brede sig som en epidemi. For kunne foråret ikke trænge igennem i marts så ved vi, at det gør det i april. Også selvom den skulle blive kold. Det er nu engang denne tid af året, der fyrer op under os og giver saft og kraft til at manifestere sig med alt hvad man måtte have i sig. Og det gælder for mennesker, som for alt andet, der lever og gror. Foråret er simpelthen lige nyt og lige livsbekræftende - og lige velkomment hvert år.

I KÆRLIGHEDENS TJENESTE – UDEN FOR MEGET FØLERI OG ROMANTIK
Vædderen er i sig selv ikke tegnet for kærlighed, romantik, byggen rede og sætten børn i verden – og alligevel er der masser af det i april. For nok er Vædderen ikke just romantiker, til gengæld er den initiativtager - så vi kan få drømmene virkeliggjort. Og det kan være ganske befriende med kontant og direkte vædderhandling, måske lidt overvældende for de mere sarte. For når Vædderen har tag i os, bliver vi praktiske og kalder en spade for en spade.
Og det kan ikke udelukkes, at nogen kommer lidt hovedkulds ind i Påskens familiefester, og at alt ikke går lige efter planen. – Måske går man ud med en og kommer hjem med en anden – eller bare ender i en helt anderledes fest med kreative, originale og sjove indslag. Dermed sagt, at med Mars og Uranus som medspillere er det godt at være indstillet på overraskelser. Kærlighedsgudinden, Venus, udviser stort mod – og smutter også ind i Vædderen til det store surpriseparty. Og selvom hun ingenlunde er på hjemmebane, mænger hun sig lidt overmodigt med Sol, Mars og Uranus. Hun vil uvægerligt miste sin uskyld – men kedeligt bliver det ikke.  Nogen kunne godt komme til at kløjes i det. Men husk - det er såmænd bare en invitation til at være åben overfor sine drifter og begær – ikke tænke, men leve lidenskabeligt og engageret – og gøre det på en ny, anderledes og kreativ måde; – tag ud og mød nye mennesker – ”fra en anden planet”.
Og lige en smule malurt i bægeret:  Alle disse Vædderplaneter går i spænding til Pluto i Stenbukken i selv samme påsketid. Så vid, at intet er gratis – alt har en pris. Og det gælder måske især, hvis man folder sig ud på andres bekostning.

FORÅRSJÆVNDØGN OG SNESTORM – I SIG SELV EN ANDERLEDES START
Jævndøgnsstorme er et kendt fænomen. Men med Mars og Uranus på banen sammen med Solen, synes det at blive mere ”underholdende” end sædvanligt - eftersom det trækker op til en gevaldig konfrontation mellem to fronter, som vil sende et læs sne i hovedet på os.
Det er helt i tråd med symbolikken, at der er fart over vind og vejr ved forårsjævndøgn. Men en regulær snestorm er uden for det sædvanlige. Så sæt ikke skiene til side endnu, måske skal de luftes i Påsken.

Og her et par groft forenklede kontante leveregler med på vejen – inspireret af Vædderen:

BRUG VÆDDEREN SOM LÆRERMESTER – og få et sjovere liv
Fra ”Hold dog op med at være så god!”:

Hvorfor være god, hvis ikke det giver det bedste resultat for dig selv og dine omgivelser?

Hvorfor lide, hvis det ikke gavner nogen – ikke engang dig selv?

At lide på andres vegne kan være utidig indblanding, og i hvert fald omsonst. Du ved alligevel ikke hvad de føler. Det forbliver trods alt DIN EGEN smerte, uanset hvor meget du forsøger at indleve dig i deres.

At have medlidenhed med andre kan være forklædt undertrykkelse. Det hæver jo ikke just den du har medlidenhed med - til skyerne. Tværtimod bliver vedkommende gjort ynkværdig.

Hvis du tror, at dine omgivelser ikke kan holde dig ud, hvis du folder dig ud som du er – og gør det du har lyst til, er du offer for storhedsvanvid og undervurderer dine medmennesker.

Også skyldfølelse kan ses som et mereværdskompleks. Jo mere du føler dig skyldig i, jo større betydning må du tillægge din person.

At kræve at omgivelserne, (partner og børn f.eks.), skal have det godt og være glade og lykkelige, kan være et forbandet krav at lægge på deres skuldre. Hvem siger de SKAL have det godt? – hvis de nu ikke vil?

Du er kommet på en umulig opgave, hvis det er nødvendigt for dig, at alle andre omkring dig skal have det godt og være glade og lykkelige, før du selv kan slappe af og være tilfreds.

Træn i at give plads til at lade andre være, hvor de nu engang er, medmindre de ligefrem har inviteret dig til at blande dig.

Og vigtigst: Gør aldrig nogen tilpas. Giv ingen pligtkys, pligtblomster, pligtopmærksomhed og pligt gode gerninger. Det er en hån imod dem – og du sætter dem i gæld til dig.
Vil du gøre noget for andre, så gør det af et ærligt, kærligt, sundt og egoistisk hjerte.
Dvs. respekter og elsk dem i stedet – og vis det!

Du kan dog være akkurat ligeså godgørende det skal være, når blot du gør det for din egen skyld, - større anerkendelse kan du ikke give dine medmennesker. Alt andet er manipulation.

Må din Vædderperiode blive herlig og befriende

Birthe
18.03.2013











  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268