Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

SKÆRP SANSERNE - OG HUMOREN, FOR VI ER I TYRENS TEGN

23. april 2013

SKÆRP SANSERNE – OG HUMOREN, FOR VI ER I TYRENS TEGN!

Så er vi der omsider igen – i dette varme sansernes tegn. Solen har befundet sig i Tyren fra 20.april kl. 00:03 og bliver der til 20.maj kl.23:09. (Så jeg er lidt sent på den – årsag: konfirmationer i familien - i den anden ende af landet).

Mon ikke mange har set frem med længsel til Solens indgang i Tyren efter et vinterligt forår, jeg har i hvert fald.
Vejret er ikke til at regne med i disse globale opvarmningstider, som sender den ene koldfront efter den anden i nakken på os stakkels nordboer. Og her troede vi lige, at vi havde en fremtid som vinproducenter.

Nå, Tyrens tegn er stadig styret af den hjertevarme Venus, uanset vejret. Venus står for alt som beriger, forsøder og forskønner. Og det betyder, at kærlighed, skønhed, livsglæde og sanselighed, værdier og rigdom, er temaet i ovennævnte periode. Og de sædvanlige tegn er der heldigvis. Fuglene synger (smuk lyd, smukke stemmer – det er Tyren). Solsorten synger for - dens røst er kraftig og den har et stort repertoire, og alle de andre sætter de smukkeste nuancer på. Det er en Hyldest- til- livet- koncert, der opføres både ved solopgang og solnedgang. Men Solsorten og mange af de andre er ikke blege for at give ekstra opførelser midt på dagen. Og det selvom de stadig har travlt med at samle mere byggemateriale til deres reder. Forårsblomsterne tør nu omsider også vise sig i deres farverige rober, der gør deres skaber ære.  Og duftene er et kapitel for sig: Når der pløjes på marker og graves i haver, og forberedes til såning og plantning, dufter der hyggeligt af jord – en regnbyge forstærker duften og tilføjer den noget helt specielt. Det kan ikke gå stærkt nok nu.

"NU TRÆDER DU JO IND I DE VOKSNES RÆKKER"
Tyren er et feminint tegn, det er fast, og som sagt, styret af Venus.
Og derfor inviterer tiden til at tage sig ud fra sin bedste side, såsom at være kærlig imødekommende, forelske sig, hvis man er single, og forelske sig, hvis man er i parforhold på første år, andet, tredje, tiende, fyrretyvende, eller endnu længere. Tid er helt ligegyldig her. Og der er en langt større sejr i at kunne sige ”Jeg elsker dig” og mene det dybt indefra, hvis forholdet har mange år på bagen. Det er en større livskunst at elske - end at være forelsket. Sidstnævnte forsvinder i løbet af et sted mellem 2 måneder og 2 år.
Det er også festernes tid, eller planlægningen af dem. Konfirmationer er der altid i slutningen af april og maj. Og ungerne, der nu er teenagere, er jo bare så vidunderlige, skønne og sjove at se til – i hvert fald lige her hvor det fejres, at de træder ind i et nyt kapitel af deres liv.

”Nu træder du jo ind i de voksnes rækker”, lød det i konfirmationstalen i min generation. Men det er længe siden jeg har hørt den sætning i talen til konfirmanden ”Nå, men det er måske fordi, at det gør de jo ikke – nu om dage” – som bedstemoren sagde henne fra hjørnesofaen – og fortsatte: ”Nu om stunder er de jo hen ved de 30 før de kan selv!”  14-15 år og 28-30 år er to vigtige aldersfaser. I den første fase er tidens hersker, Saturn,  i opposition til sig selv – og i den næste er den i konjunktion med sig selv. Så alt er alligevel som det skal være.

EN LIDT ANDERLEDES OG HUMORISTISK KONFIRMATIONS TALE
Tyr og Skorpion, som ligger overfor hinanden, er også humoristernes tegn.  Og min dejlige niece, Anne (Skorpion Asc.), der selv havde fået sin ældste konfirmeret ugen før, rejser sig og siger hun ikke rigtigt kan sige det man plejer, for det gjorde hun jo ugen før, og andre talere før hende havde også sagt alle de smukke ting, hun kunne have sagt: Derfor vil hun nu på sin nieces konfirmationsdag holde en lidt anderledes tale. Den skal handle om GUD  - ”Nu hvor vi lige har været i kirken og sådan…”
Hvis ordvalget ind imellem er lidt anderledes er det fordi festen foregik blandt sønderjyder.
Annes tale:

”TIL DE AF OS, DER HAR BØRN I VORE LIV, UANSET OM DET ER VORE EGNE, BØRNEBØRN, NIECER ELLER NEVØER

Når dine børn er ude af kontrol, kan du trøste dig med tanken om, at selv Guds evner ikke rakte til hans egne børn.

Efter at have skabt Himlen og Jorden, skabte Gud Adam og Eva, og hans første ord til dem var:  ”LAD VÆRE MED DET” !

”Lad være med hvad?” sagde Adam.

”Lad være med at spise den forbudne frugt”, svarede Gud.

”Forbuden frugt?  Har vi da forbuden frugt? ! ! !

”Hej Eva, vi har forbuden frugt ! ! ! 

”Det passer ikke”!

”Jo det gør!!  Lad være med at spise frugten!”, sagde Gud.

”Hvorfor”?

”Fordi jeg er Jeres far, og fordi jeg siger det”! Svarede Gud, mens han undrede sig over, hvorfor han ikke havde stoppet skabelsen - efter at have skabt elefanterne.

Kort tid senere så Gud sine børn holde æblepause, og han blev rasende:
”Sagde jeg ikke til Jer, at I ikke måtte spise frugten”?  Spurgte han.

”Uh huh”,  svarede Adam.

”Hvorfor gjorde I det så” ? spurgte Gud.

”Jeg ved det ikke” sagde Eva.

”Hun begyndte”!  sagde Adam.

”Nej jeg gjorde ikke”!

”Jo du gjorde”!

”NEJ JEG GJORDE IKKE” !

Gud havde fået nok og hans straf var, at Adam og Eva skulle have deres egne børn.
Og sådan opstod mønstret, og det er aldrig siden blevet ændret. Men der er en trøst at finde i denne historie!

Hvis du vedholdende og kærligt har forsøgt at indgyde dine børn visdom, og de ikke har taget ved lære af det, skal du ikke være så hård ved dig selv.

Hvis Gud havde problemer med at opdrage sine børn, hvad får dig så til at tro, at det skulle være let for dig?

1) Du bruger de første 2 år af børnenes liv til at lære dem at gå og tale. Derefter bruger du de næste 16 år på at bede dem om at sætte sig ned og holde mund.

2) Børnebørn er Guds belønning for ikke at slå sine egne børn ihjel.

3) Mødre til teen-agere ved nu, hvorfor nogle dyr æder deres unger!

4) Børn citerer dig sjældent forkert, når de gentager, hvad du har sagt. Faktisk gentager de som regel fuldstændig ordret, hvad du ikke skulle have sagt.

5) Hovedårsagen til at man holder børnefødselsdage, er at minde dig om, at der findes børn, som er mere rædselsfulde end dine egne!

6) Vi børnesikrer vore hjem, men de kommer ind alligevel.

Godt råd: Vær sød ved dine børn – de skal vælge dit plejehjem en dag!!

Og sidst……..

Hvis du har store spændinger i kroppen og får hovedpine, så gør, hvad der står på glasset med hovedpinepiller:
Tag to - og opbevar dig utilgængeligt for børn.”

Anne inkasserede stort bifald.

Tillykke med dagen til alle nuværende og kommende konfirmander, forældre, bedsteforældre, tanter og onkler.

Hav en dejlig, festlig og morsom Tyre-periode!
Birthe
23.april 2013




 

    
 






  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268