Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

ALDRIG FOR SENT AT FORSONE SIG MED SINE FORÆLDRE

22. juni 2013

 ALDRIG FOR SENT AT FORSONE SIG MED SINE FORÆLDRE
- End ikke selvom de er døde

Så er tæppet gået op for fjerde akt på vort livs scene. Krebsen har fået overdraget roret og erhvervet sig hovedrollen for en tid. Solen befinder sig i tegnet fra 21. juni kl. 7:04 til 22. juli kl. 17:56. Og de anliggender tegnet står for vil derfor specielt være oplagte at give opmærksomhed i denne periode.
- - Og det har jeg jo tæsket løs i - jeg ved ikke hvor mange gange - og tænkte før jeg satte mig til tasterne. Det her går ikke længere. Jeg må holde en pause – gøre noget andet til inspirationen kommer igen.

Da jeg alligevel åbnede mappen for ”Strøtanker”, blev jeg mindet om en artikel i Berlingske Tidende fra 7.april 2013 med overskriften ”FOR SENT TIL FORSONING MED FAR”. Altså direkte spotlight på Krebsens drejebog. Krebsen handler, som de fleste læsere ved, om familieanliggender, opvækstvilkår - og om far, mor, børn, hus og hjem m.v..

Berlingske havde, i løbet af ugen før, beskrevet hvordan relationen mellem voksne børn og deres forældre kan blive så svær, at hver femte voksne dansker (20 procent) helt eller delvist har vendt deres forældre ryggen – eller overvejer at gøre det. Og en Gallupundersøgelse lavet for Berlingske, viser at 26 procent ønsker et bedre forhold til deres forældre end de har i dag.

Her nogle udpluk fra artiklen, som beskriver en kvinde, de kalder Nanna:
”Nanna havde i flere år taget tilløb til at aflevere barndommens tunge bagage hos sin far. Hun ville have svar på, hvorfor han ikke greb ind, når mor slog. Men hun nåede det aldrig. For to år siden faldt han pludselig om og døde.” Andet steds i artiklen kan man læse følgende:
 ”selvom Nanna i dag er 43 år, har 3 store børn, en mand og et godt job langt væk fra barndomshjemmet i Vestjylland, er forholdet til hendes mor stadigvæk meget påvirket af fortiden. Frygten har ikke fortaget sig. Barndommen, hvor hun og hendes to brødre udviklede så stærke instinkter, at de præcis kunne fornemme, lugte eller høre, hvornår en dag blev god eller dårlig, har fulgt hende langt ind i voksenlivet. Svære minder, der siden har gjort det svært at være omsorgsfuld, give plads og dele livet med andre.
Hun så op til sin far. Det var ham, der trods alt reddede hendes barndom. Ham der puttede hende, når han kom hjem fra en lang arbejdsdag. Men nu ser hun ham mere som den person, der passivt var vidne til moderens gentagne fysiske overgreb, i stedet for at gribe ind. Hun havde fysiske mærker efter moderens vold, og det hændte endda, at han forsøgte at undskylde på hendes vegne. ”Hun kan ikke gøre for det. Hun har det dårligt for tiden.”
Nanna overvejede flere gange i sit voksne liv, hvad hun ville få ud af at droppe kontakten til sine forældre helt. Hun siger:
”Jeg stillede mig selv spørgsmålene: Er min mor til fare for mig nu? Nej, jeg er etableret i et voksenliv. Ville det gavne mine forældre, at de ikke så mig og mine børn? Nej. Kunne jeg straffe dem? Ja. Men tror jeg selv, det er måden, hvorpå nye ting udvikler sig? Det tror jeg ikke,” fortæller hun.

Det var smerteligt for hende, at hun ikke fik talt ud med sin far. Hun siger. Jeg ville gerne have sagt til ham, at jeg godt var klar over, at han gjorde sit bedste, men at det i perioder bare ikke var godt nok. Han skyldte os på en eller anden måde at sige – ikke undskyld – men at han erkendte, at vi havde haft en hård barndom.
Det har gjort noget ved mig, at jeg ikke fik sagt farvel, som jeg burde. Så hvis man føler sig i sikkerhed til at sige det, skal man få det sagt.”

Nanna har ikke konfronteret sin mor, fordi hun frygter hendes reaktion, og står derfor ikke frem med sit eget navn og billede i avisen.

DET VÆRSTE DER ER OVERGÅET OS – ER AT FÅ ET PAR FORÆLDRE
Artiklen ”åbnede en anden gammel fil” fra tiden 1979 til 2006, hvor personlig vækst kurser, var min hovedpassion (er det egentlig stadig, nu blot med en eller to personer ad gangen). Deltagerne på disse kurser gav allerede tidligt i forløbet det indtryk, at
det værste der er overgået os, er at få et par forældre.
Her må man så blot huske på, at det samme er overgået vore forældre, bedste- olde- og tipolde forældre, ja helt tilbage til Kain og Abel, børn af Adam og Eva, som kun kan have Vorherre at gå i rette med.
Til syvende og sidst er vi i samme ”Krebse båd” – alle som en er vi sønner og døtre på Jorden. Mennesker kommer ud af mennesker, vi føder hinanden. Vi kan derfor ikke i længden skubbe vor personlige sorg, smerte og problemer over på forældre generationen, uanset om de så oplagt har været ophavsmænd til de senere kriser i livet.

På personlig vækst kurserne, var deltagernes horoskoper en afgørende inspirationskilde for at finde vej til ”ondets” rod, og til typen af drejebog. Det var især Krebsens og Stenbukkens tema (herunder Måne, Saturn 4. og 10. felt), der var under lup. Det gjaldt ikke mindst spændingsaspekter fra Månen (Krebsens hersker) til de langsomme planeter, som Saturn, Uranus, Neptun og Pluto. De er nemlig hyppigt forekommende i vore horoskoper. Det tager kun Månen 28 dage at gå Zodiaken rundt og aktivere alt - hele 4 gange i løbet af en måned vil den gå i spænding til nævnte planeter og på forskellige dage og tidspunkter, så man skal næsten være heldig for ikke at blive født med et af dem. Man kunne slutte, at det åbenbart ikke er meningen, at livet skal være let. Ekstra trumf på er der i disse tider, hvor Uranus og Pluto også indbyrdes står i spænding. Så også de yngste kan få rigeligt at klandre deres forældre for om en snes år, eller længe før. Den nye skolereform med endnu længere tid på institution, vil måske gøre sit til det.
Hyppigheden af kritiske Måneaspekter passer meget godt til, at det er 20-26 procent af mennesker, der især føler sig belastet af forholdene under opvæksten, herunder forældrenes tyranni og undertrykkelse.

MEN – MEN – MEN - VI FÅR DE FORÆLDRE, VOR ”ORDREBOG”, HOROSKOPET, VISER
Hver eneste generation kvajer sig, bare på forskellige måder, og selvfølgelig går det ud over den næste generation. De kommer til at høste resultaterne af vore fejltagelser. Sådan har det været siden Adam og Eva. Hun kunne da også bare have holdt sig fra det træ. Det er Eva´s skyld er det. Men Adam var måske også konfliktsky, sagde ikke fra overfor Eva, og det gik ud over børnene - og denne vort livs drejescene gik i gang. Det er helt typisk, at den ene forældre er den gode og lidt konfliktsky type - og den anden den barske eller strenge. Og den rollefordeling går igen i rigtig mange af livets forhold. Det ville være banebrydende og forfriskende, hvis man af og til byttede roller.
I mine øjne er en af de bedste og mest forløsende måder at bruge sit horoskop på - at se det som en ordrebog, man har med sig i fødselsgave. Forstå, at vi ikke kommer til verden som de uskyldige væsner vi ser ud til at være fra fødslen. Vi kommer med en bagage. Hvad der står i ordre bogen skal realiseres. Og hvem sætter os i gang med det? Det gør vore forældre, eller pædagogerne, hvis vi i de formative år opholder os på institutioner det meste af tiden.

TRÆK SOKKERNE OP – DU ER DIT ANSVAR
Vi må nødvendigvis selv vågne op inden det er for sent - og tage ansvar for vor egen opdragelse, lykke eller manglen herpå - lære at bruge ordrebogen konstruktivt. Lære at give os selv den omsorg, varme og tryghed, som vi havde håbet på at få fra vore forældre – aflære de negative programmer – Indse, at det stod i ordrebogen, at vore forældre, eller andre opdragende instanser, kunne blive et meget belastende og undertrykkende bekendtskab, der kan betyde, at man må søge hjælp, måske gennemgå en hel del terapi for at opnå forsoning og fred med sig selv og de mennesker, der står én nær - og også med dem, der har haft rolle som opdragere. Gør vi ikke det, kan jeg ikke se, hvordan vi skulle gøre noget godt for os selv og for næste generation. Vågner vi ikke op til at tage ansvar for vort livs resultater, vil vi blot fortsætte med at sige: ”Det er også din skyld – eller samfundets” Og det er det - sikkert og vist. Men vi kommer ingen steder med det – det giver 0-vækst.
Vi må indse, at godt nok var det slemt at få et par forældre, men også huske, at det ligeledes kan være en næsten uoverskuelig opgave at sætte børn i verden – og opdrage dem. Børn forbliver ikke små engle. Og regn med, at selvom størsteparten af forældre måske  ”ødelægger” deres børn, så sker det i det mindste i bedste mening. Ikke at det skal være nogen undskyldning.



GØR SIG SELV OG SIN MOR EN BJØRNETJENESTE VED IKKE AT KONFRONTERE…
Jeg tror, at Nanna gør sig selv – og sin mor – en bjørnetjeneste ved ikke at konfrontere hende med sin udåd. 42/43 år er en perfekt aldersfase til formålet , da den er præget af stærke Uranus aspekter – og Uranus er oprøret/frigørelsen. Men vent endelig ikke til du bliver 43, ifald du er yngre - og tro heller ikke, at det er for sent fordi du har passeret de 60.

I Biblen citeres Vorherre for at sige: ”Ve den ved hvem det sker”. Så at Nanna har en ordrebog, der viser hun har bestilt en undertrykker og tyran som mor, undskylder på ingen måde denne mor. Og det kunne være en chance for moderen til at vende blikket indad - og se det faktum i øjnene, at hun lod sin egen tragedie, sorg eller smerte, gå ud over sine børn. En konfrontation kunne blive en forløsning og et vendepunkt for begge parter.
Alligevel gør Nanna klogt i bare at tage konfrontationen for sin egen skyld, uden nogen som helst forhåbninger om erkendelser fra moderens side. Hun er bange for moderens reaktion. Følgelig er hun alt andet end frigjort fra hende – hun ”bærer stadig rundt på hende”, og er igen det forurettede og sårede barn, når hun står overfor hende - hvad hun i øvrigt også selv siger.
Hun mangler at kunne fyre hende som mor – og forfremme hende til medmenneske, hvilket kunne gøre det langt lettere at være tæt på hende i fremtiden.
Det kunne være interessant at vide, hvad hun frygter angående moderens reaktion - hvilke forestillinger hun gør sig.
Endelig så findes der mange former for terapier, der sigter på frigørelse, forsoning og tilgivelse. Tilgivelse sætter fri. Og her er det underordnet om man konfronterer forældrene, eller hvem det måtte handle om, direkte. Det er helt underordnet om de er døde eller nulevende, idet det er en indre frigørelsesproces, der er målet.

Jeg vil slutte med ønske om, at de fleste må nyde familielivets goder og glæder. Og mangler der et opgør, så tag det med  -  og kom til forsoning, hvis muligt. Her kan det hjælpe at indse, at det bliver små-tyrannerne vi en dag kommer til at takke. De tvinger os til udvikling – og jeg er fri af dem den dag jeg har lyst til at takke dem.

Birthe
21.06.13  
 

 





  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268