Strøtanker Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige. Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen - hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed. Birthe 28.09.2015
|
 |
KÆRLIGHEDEN - OG DENS MONSTER ALTER EGO
25. november 2015
KÆRLIGHEDEN – OG DENS MONSTER ALTER EGO
Venus og Mars er begge i Vægtens tegn
for tiden, så jeg tænkte, det berettiger til at tærske lidt langhalm på, hvad kærligheden
egentlig er for en størrelse. Og vi har jo en skilsmisse rate på over 50 %. Det
er så dem jeg især henvender mig til. Dog ved vi jo ikke om de resterende 50 %
lever lykkeligt sammen.
Jeg havde også den ubetingede
kærlighed i tankerne. Men det vil være for stor mundfuld, så den må vente til
næste ”strøtanker”
Kærlighed fyldt med betingelser
Det er svært nok at opretholde den tilstand vi normalt kalder kærlighed. Den
der varme, og glade følelse, vi kender i forhold til dem vi holder af, såsom
partner, børn, forældre, familie og venner. Skønt den er så populær, og vi
frygtelig gerne vil tro på den, så er den samtidig meget skrøbelig. Den kan pludselig
forvandle sig til et monster, hvis dem vi holder af skuffer os, svigter os, er
tilbageholdende med at fortælle sandheden, eller direkte lyver. Den kan
forvandle sig med ekspres fart til skuffelse, sorg, vrede, mistillid og
ensomhed. Til gengæld går det i sneglefart at få has på de sårede følelser og
genopbygge kærligheden igen. Undertiden kan det slet ikke lade sig gøre –
monsteret vinder.
Den kærlighed, vi normalt kender og oplever mellem to eller flere mennesker, er
propfyldt med betingelser. Det gælder også i relation til vore børn, selv om
mange kunne være uenige her. Den kræver nemlig almindeligvis, at genstanden for
min kærlighed lever op til mine idealer - og aldrig skuffer eller svigter
mig. Og at Han/hun i vid udstrækning selv regner ud, hvordan dette undgås. Så min
partner, og alle andre jeg står nær, skal være ikke så lidt af en tankelæser.
Mindst fire personligheder i et forhold
mellem bare to personer
Der er mindst fire personer med i et forhold mellem to mennesker. For de bærer
nemlig hver især på deres ideal om, hvordan deres udkårne skal være. Ofte er de
ikke engang klar over det. Og jo mindre klarhed man har om, hvordan ens ideal
egentlig ser ud, jo større konkurrent udgør dette til ens reelle partner/kæreste.
I starten, når vi rider på forelskelsens bølge, er der ingen problemer, for her
påstår jeg, at vi slet ikke ser og opfatter den vor forelskelse går ud over. Vi
ser kun idealet, og idealet er jo vort eget – så forelskelse er normalt
forelskelse i sig selv! Det gælder selv for det mest selvudslettende menneske. Og
derfor kan forelskelse aldrig være bindemiddel for et holdbart parforhold.
Fra det øjeblik man flytter under samme tag, tager det kun fra ca. 2 1/2 måned
til 2 ½ år at slide forelskelsens
projektion op.
Forelskelse er bare en projektion – ganske vist en skøn en af slagsen. Og
ingen behøver sige farvel til den, man skal bare være klar over dens væsen, og
nyde den, når den dukker op i ny og næ – og sætter fart i lykkehormonet, Oxytocin.
Når forelskelsens projektionen er slidt
op – skal det vise sig om du kan holde ham/hende ud
Ifald du aldrig har haft et forhold, der har holdt mere end 2 ½ år, har du
endnu aldrig givet manden/kvinden en chance – aldrig givet de partnere du har
haft en chance. Somme tider holder man ud 5-7 år, vel vidende at det for længst
var forbi. Nogle vælger at blive sammen for børnenes skyld. Ingen god ide, for
børnene undervises i at tilpasse sig et kærlighedsløst forhold, når de selv
flyver fra reden.
Vil man i stedet give sin partner en chance og kurere sit parforhold, så kan et
godt skridt på vejen være at konsultere sig selv og mærke efter, hvordan den
indre partner - Idealet egentlig ser ud. Og skrive det ned. Spørg kun følelser,
savn og længsler til råds – ikke din gode forstand og sunde fornuft. Og husk at
være hudløs ærlig.
Når du efterfølgende læser, hvad du har skrevet – står der nærmest et
guddommeligt væsen ud fra papiret. Og du forstår nu, hvad din partner, og
andre, du gerne vil have det godt med, har været op imod. Og den indsigt er
første skridt på vejen til at trække projektionen hjem til dig selv, så din
partner får plads til at være den han/hun nu engang er.
Vær bevidst om dit ideal – lær af det -
og vær det!
Når det er gået op for dig, at du ”bærer” på et guddommeligt væsen - gælder
det nemlig om ikke længere at projicere dette ud på din partner (eller på nogen
som helst andre) , for det leder kun til skuffelse og konflikt.
Derimod må du træne i selv at være
dit ideal, være dette skønne ideal for dig, for det er jo dig selv. Ganske
vist den side af dig selv, du havde håbet på, at en anden, (din partner), ville
leve op til at være for dig.
Nu gælder det om, at du selv tager opgaven på dig – en meget smuk og dejlig
opgave. Og det kan ikke understreges nok, at INGEN – absolut ingen,
kan være dit ideal for dig. Og godt det samme, for hvis en anden virkelig kunne
det, behøvede du ikke selv at gå ind i nogen form for selvudvikling eller
transformation.
Herefter kan du så småt begynde at lære det menneske at kende - som du
tidligere bare var forelsket i. Nu
kan forelskelsen opgraderes til kærlighed.
Skøn, skøn opgave.
Du kan afslutte øvelsen med at lave en underskrevet kontrakt med dig selv, hvor
du forpligter dig til at være den helt vidunderlige person (dit ideal) for dig,
som du har beskrevet.
I bogen ”Mysterieindvielse” (læst for mange år siden) kaldes dette ”Det
Guddommelige Bryllup” - det sker når det maskuline og feminine i én
går op i en højere enhed. Og denne enhed vil gøre dig selv så meget, meget
gladere – og dit parforhold så meget, meget nemmere.
Og som altid er det også meget, meget nemmere sagt end gjort ;-) Men det skal vel ikke afholde nogen fra at
smøge ærmerne op og satse på det. Solen er næsten nyfødt i optimismens, ildens
og lysets tegn, Skytten, så tiden er oplagt til denne proces.
Må det blive et dejligt bryllup!
Hjertelig hilsen
Birthe
|