UBETINGET KÆRLIGHED – REALITET ELLER BLOT EN SMUK ILLUSION?

Hvad jeg end skriver i mine såkaldte ”Strøtanker”, så står de helt og aldeles for egen regning. Ingen behøver være enig med mig. Og det gælder følgelig også mine forrige tanker om den almindelige kærlighed (25/11)  - og i særdeleshed den Ubetingede kærlighed, som jeg her spidser pennen for. Der er en verden til forskel på de to former for kærlighed.

Sidstnævnte er kommet tæt ind på livet af mig siden foråret, hvor jeg begyndte at deltage i en meditationsgruppe, hvor musik, der medriver, berører, og bevæger os helt ind i sjælen, er en vigtig del af processen. Vi henstilles til ved hver meditation at have én til tre intentioner med. F.eks. Kærlighed, Ubetinget kærlighed, accept, overgivelse, healing, fred, osv..
For de fleste af os, (gælder også undertegnede) står den Ubetingede kærlighed som regel øverst på ”ønskelisten”. Det tænkte jeg ikke videre over i starten. Det var bare et smukt og dejligt ønske. Siden har jeg oplevet dens væsen adskillige gange. I starten dog kun under meditationen, men sidenhen også i dagligdagen. Den er altid i selskab med en dyb taknemmelighed.

Første gang stod det klart i min bevidsthed, hvor elsket jeg var/er. Rigtigt eller forkert er totalt uden betydning. Min egen opfattelse er det eneste der tæller her. Jeg var aldeles overvældet og taknemmelig. Denne tilstand rakte lige akkurat til jeg nåede hjem og kunne give min partner det mest kærlige og inderlige knus jeg kan erindre. Dermed sagt, jeg var ikke i stand til at forblive i tilstanden i særlig lang tid.

Anden gang, og det var ganske mange meditationer senere, var det som om denne kærlighedens uforbeholdne strøm gik fra mig selv og ud til alt og alle omkring mig. Igen i selskab med en ubeskrivelig taknemlighed – og livsglæde.

PARFORHOLDET UD AF DYBFRYSEREN
Dette ”spring” i bevidsthed har ikke mindst påvirket mit parforhold, af den enkle grund, at min mand jo altid er tættest på, så det går især ud over ham. Men reelt omfatter det alt og alle.  Ikke i min vildeste fantasi havde jeg set dette komme! Vi har været sammen i 43 år – og det har sandelig ikke skortet på konflikter. De første 12 år ville jeg ud af forholdet med jævne mellemrum. Ingen af os har positive partnerskabs aspekter. Horoskopmæssigt set, danner vi sammen en 3-4 dobbelt storkvadrat. Sagt på anden måde: Vi passer sammen som hund og kat. Jeg har været ekspert i at lægge ham på køl, eller nærmere i dybfryser. Et frygteligt våben. Men i krig, og i det vi normalt kalder kærlighed, gælder alle kneb. Han har til gengæld været ekspert i at irritere mig over evne med en form for købmands strategi – dvs. at han i alt, også i parforholdet, betragter det som ren handel.
Og hva´ så? Jeg elsker ham over alt på jorden, som jeg aldrig har gjort før på denne betingelsesløse måde. Og derfor er alt det  f..  så inderligt ubetydeligt – blot egoet´s, eller sindets, spil. Det er vel klart, at i mine øjne er han ganske forvandlet. Jeg bliver glad bare jeg ser ham - eller rører ved ham. Det er intet mindre end et mirakel.

HØJT AT FLYVE – DYBT AT FALDE
Ok! Ned på jorden igen. Det skal åbenbart ikke være for nemt. Det hænder skam, (stadig lidt for ofte synes jeg) at jeg ryger ind i smertelige stunder, hvor jeg oplever mig forladt af denne unikke tilstand. I virkeligheden ren indbildning. Det er én selv, der ”mister bevidstheden” og lukker af. Og det er ikke så ligetil at se og forstå, hvordan det sker. Det er lige så svært som at ville fange sig selv i oplevelsen af at falde i søvn. Uanset hvor meget umage man gør sig, falder man i søvn uden at opleve, hvad der sker i overgangen mellem vågen og søvn. Og på samme måde kan man falde i ”søvn” i de gamle mønstrer, og blive skuffet eller vred over noget ens omgivelser mener, siger eller gør. Og også her er det selvfølgelig partneren, eller andre som er tæt på i dagligdagen, det går ud over. Skuffelsen over mig selv var enorm, første gang det skete, og jeg lindede på låget til dybfryseren - IGEN!  Det opleves nærmest ubærligt.

TRO, TILLID OG TRÆNING – OG INGEN SYMPATIER OG ANTIPATIER
Selvbebrejdelse, skuffelse over sig selv, betyder uvægerlig at man synker endnu dybere ned sindets hængedynd, fjernt fra den Ubetingede kærlighed. Den hurtigste vej ”op” synes at være mobilisering af accept og overgivelse til det der er - og sker – Ubetinget!
Man kan selvfølgelig ikke praktisere Ubetinget kærlighed overfor omverdenen uden at inkludere sig selv. Og i forhold til omverdenen, må man gøre sig klart, at Ubetinget ER Ubetinget! Alle fordomme må vige. Det gælder også i forbindelse med religion, race mv..

Umiddelbart kan det se ud som en umulig opgave, og at det må kræve hårdt arbejde, megen stædighed og vilje. Men nej – hvis det sker, sker det nærmest helt af sig selv. Lidt som om, at det eneste man reelt kan gøre - er at ”træne” i at være helt åben, helt stille og uden forbehold – simpelthen overgive sig. Hvis man på nogen måde anstrenger sig, opnår man intet andet end frustration.
 
Da jeg begyndte at blive åben/bevidst om den Ubetingede kærligheds væsen og styrke, luftede jeg min frustration over for vores instruktør, - sagde, at jeg selvfølgelig var mere end taknemlig for at kunne komme i denne tilstand under meditationen, men sommetider var den jo forduftet næsten inden meditationen var overstået. Hvordan bliver den vedvarende?  Svaret var noget i retning af, at det gør den med tiden, træningen, troen og tilliden. Det ønskede jeg oprigtigt at tro på, men var umiddelbart skeptisk.

Min mistillid er imidlertid blevet gjort til skamme – også selvom låget til dybfryseren af og til kan gå op igen, og jeg ikke synes jeg er kommet ud ad stedet. Men, det sker jo trods alt ikke så ofte mere.
Det er som om, at denne unikke kærlighedstilstand hele tiden skal fødes på ny – at den altid trænger igennem på en ny måde, og når man mindst venter det. Det lader sig bare ikke gøre at gentage gårsdagens oplevelse.

Jeg tror det er Nisargadatta Maharaj, der siger: ”Livet er ikke en proces – det er en eksplosion!”

Ubetinget kærlig julehilsen J
Birthe