Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

OM AT HENTE INSPIRATION OG VISDOM HOS SIG SELV SOM 9 ÅRIG

6. februar 2016

OM AT HENTE INSPIRATION OG VISDOM HOS SIG SELV SOM 9-ÅRIG


Vi har al den visdom vi har brug for i os selv – som terapeut er man bare en slags rejsekammerat

Jeg har fået tilladelse til at bruge denne case story:
Paulo, der er i midten af fyrrerne, henvender sig for terapi, da hans humør er langt nede. Et nederlag i privatlivet har bekræftet nogle indre holdninger, han har kunnet identificere, men ikke forløse. Disse er:

At føle forladthed og at være adskilt fra verden.
At han finder at alt i hans liv er en kamp, og at han yderst sjældent er glad.
At han oplever sig uattraktiv og derfor overbevist om, at de fleste ser det samme som han.
At han ikke kan opnå virkelig succes i sit arbejdsliv.
At han er vred på verden og sig selv over, at han har det som han har det.

Et par traumatiserende oplevelser med sin far, en utilregnelig klasselærer, og et distanceret forhold til sine chefer -  samt hans egen pessimisme og utroligt selvkritiske holdning, afspejles kun alt for godt i en dominant Saturn position i hans horoskop.

Signor Rossi kommer på ny ind i Paulo´s  liv!
Det er tredje gang Paulo dukker op. Efter den indledende samtale går vi i gang. Og vi ender  hurtigt i Matrix Reimprinting, som er en overbygning på Tankefelt terapi og Emotionel frigørelses terapi.
Matrix Reimprinting (MR) handler om at omskrive sin fortid og transformere sin nutid/fremtid. Vi søger ad den vej at finde frem til årsagen (traumet), der står i vejen for livsglæde og selvaccept. Det er næsten som i eventyrerne – at gætter man troldens navn ophæves forbandelsen. Og Anthony Robbins bevingede ord: ”Det er aldrig for sent at få en god barndom”, giver ligeledes mening, set i dette MR perspektiv.
Vor historie, alle vore aldre, alt det vi troede vi havde lagt bag os, lever i bedste velgående lige her og nu - i vor Matrix. (ønsker du mere viden om MR, finder du dem i listen af  "strøtanker" 30/10 2012).


Det er ikke første gang Paulo søger terapi. Han er selv psykologisk indsigtsfuld, og har gået til psykoterapi i længere tid. Så han følger villigt med på rejserne tilbage i sin barndom.

Denne gang kommer vi tilbage til en dag i underskolen i fjerde klasse (ikke i Danmark, men i Norditalien).
Klasselæreren er hele klassens skræk. Børnene ved aldrig, hvor de har ham. Den ene dag kan han være i højt humør, og næste dag kan han være ude af sig selv af raseri - revser børnene og smider omkring med deres bøger og hæfter. Paulo var dog en af de heldige, for han kunne altid sine ting, blot kneb det noget med at holde orden i sin pult. Det gav selvfølgelig anledning til, at også han lejlighedsvis blev hængt ud, og erindringen er en knugende fornemmelse i maven. Men egentlig kunne han godt lide læreren.

Den voksne Paulo bliver nu bl.a. bedt om at introducere sig for det ulykkelige barn og fortælle ham, at han er kommet for at hjælpe ham, og gøre alt, hvad der står i hans magt for at trøste, give kærlighed og tryghed til barnet – alt det omgivelserne dengang ikke kunne.
Når barnet er blevet roligt og føler sig trygt, bliver han bedt om at spørge, hvad han kan gøre yderligere – f.eks. bringe en hjælper ind i billedet. Måske et kæledyr, måske et rart familiemedlem, han var tryg ved – eller en eventyrfigur -  hvad som helst, som kan bidrage med kærlighed, omsorg, varme, tryghed og styrke. Det skal blot være den 10 åriges ønske.
Vi sad en rum tid og ventede på nogen/noget, der kunne bruges. Men neeej, der var ikke noget. Faktisk ønskede den lille dreng bare, at læreren skulle have det godt, og ret beset ville dette jo også betyde, at han selv og hele klassen ville få det bedre.

Men så pludselig sker der noget: ”Det er meget mærkeligt”, siger Paulo, ”men faktisk dukker Signor Rossi op. Havde helt glemt ham”.
Jeg får at vide, at Signor Rossi den gang var en meget populær tegneseriefigur i tegnefilmen ”Signor Rossi søger lykken”.
Og når den 9 årige Paulo ønskede Signor Rossi ved sin side, var det fordi han altid var modig, rolig og betragtende – selv når han stod overfor svære opgaver på hans mange rejser.
I mine ører lød Paulo´s beskrivelse helt zenbuddhistisk – Seeren, den indre Stilhed, totalt upåvirket af de ydre omstændigheder - selve Kilden – DET.

Efterfølgende fortalte Paulo, at i situationen med sig selv som 9-årig, forlod han for et øjeblik klasseværelset og befandt sig i barndomshjemmets stue, hvor der var tændt for fjernsynet, for at se hvad den 9 årige egentlig kiggede på - eftersom den voksne ikke kunne komme i tanke om det. Og dermed genopstod Signor Rossi.

Det var tydeligt, at Paulo var opløftet da han gik – og det var jeg også!

Magiske Signor Rossi
dagen efter fik jeg en sms fra Paulo:
Nu har jeg tjekket op på historien ”Hr. Rossi søger Lykken”. Den er helt fantastisk. Et billede på mit eget liv.

Hr. Rossi lever en glædesløs tilværelse, som arbejder på en fiskefileterings fabrik. Han bor i et lille ydmygt hus lige ved siden af sin koleriske og undertrykkende chef.
Chefen har også en hund, der konstant gør ad Rossi. Hr. Rossi længes efter et liv på solsiden.

En dag kommer en fe og giver Rossi en magisk fodbolddommer-fløjte. Når han fløjter i den, bliver han skudt gennem tid og rum til alle mulige steder, så han der kan søge efter lykken.

Hunden kommer med Rossi og feen giver den evnen til at tale og de bliver bedste venner.
De søger nu sammen efter lykken på de vildeste eventyr, men uanset hvor de dukker op, er der altid en figur, der til forveksling ligner hans gamle chef. Og de ender altid med at vende hjem uden helt at have fundet, hvad de søgte. Men deres venskab bliver stærkere.

En dag kommer Rossi til at give dommerfløjten til chefen. Og da denne puster i den, forsvinder han fra jordens overflade, og kommer tilsyneladende ikke tilbage.”

Hunden havde jeg glemt, men det kunne være hans underbevidste, der står og skælder ud indtil han begynder at tale med den.
Så mens han er på alverdens eventyr for at søge lykken derude, bliver han sin egen bedste ven. Og dermed forløses behovet for fløjten- og for at søge lykken derude, hvor gamle mønstre alligevel bare gentager sig. Og dermed forsvinder chefen helt af sig selv.
Det er genialt 
J

Ja, i den grad genialt  - og viist. Tænk at kunne hente inspiration, indsigt og erkendelse hos sig selv som 9 årig.
Tusind tak for at dele historien med mig – og for tilladelsen til at dele den med andre.
J

Med ønske om at alle må finde deres indre Hr/Fru/Frøken – Rossi.

Kærlig hilsen
Birthe

 



 





  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268