Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

HER OG NU 19.04.10

18. april 2010

HER OG NU!
Velkommen til Solen i livsnydernes tegn

I denne uge, tirsdag den 20.april, tager Solen afsked med Vædderen, hvor den fik fyret godt op under energien og foråret kom stormende ind på banen. Den er nu klar til at tage på besøg i Tyren, (tegnet for bl.a. rigdom og skønhed) og falde lidt ned igen. Og dette er så invitationen til os alle - nemlig at falde lidt ned igen og nyde foråret.
Tyren er styret af Venus, skønhedens, kærlighedens, livsglædens og livsnydernes planet. Så nu går det ikke at have så travlt med at komme videre – stands op i stedet og nyd omgivelsernes skønhed. Dette er årets smukkeste periode. Bøgen springer ud, alle træer og buske springer ud, og ”maler” Verden lysende vår grøn. Og den ene slags forårsblomster afløser den anden i et sandt farve og duft orgie. Tyren er vel ikke sansernes tegn for ingenting. Vore sanser udsættes for et bombardement af lys, lyd, farver og dufte. Vi åbner op, bliver mere levende og varme og vil ud og opleve naturen og dens skønhed. Vi ser det samme ske alle vegne omkring os. Fuglene kurtiserer hinanden, bygger reder, hvis de ikke allerede er i fuld gang med at ruge. Og i det tidlige morgengry, og i aften skumringen, svinger Vor Herre – eller lyset – taktstokken og sangfuglene leverer en koncert så fortryllende smuk. Tyren er også musikkens tegn og de gode stemmers.
Og naturligvis er denne periode viet til kærligheden og alt hvad der lever og gror. Det er tid til at give sig sansernes vold, forelske sig i en eller anden – nogen eller noget - kan godt være i den partner, man allerede har haft i flere år – eller i en aktivitet, kreativitet man havde sat på stand by.
Der er vist i øvrigt flere bryllupper i maj end i andre måneder, ligesom det også er festernes tid bl.a. med konfirmationer i stor stil.

Gælder om at være til stede når det sker
Det rolige sansende nærvær sorterer under Tyren. Og det gælder om at standse op og være til stede for at suge alle disse forårsgaver til sig. En rigdom uden lige finder vi overalt i det frodige forår, i hvert fald på disse breddegrader. Rigdom måles ikke kun i kroner og ører. Følelsen af rigdom er knyttet til sanserne, dvs. det gælder om at føle, se, høre, lugte og smage sig mæt i alle retterne på forårets veldækkede bord. Det skulle nødigt være sådan, at når Solen går videre ind i de næste tegn, at vi siger, hvor blev foråret egentlig af – jeg fik ikke tid til at nyde det.

Så skynd dig langsomt og nyd det!

Birthe
19.april 2010 

 

 




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268