Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

PARODIER - FRIT SLAG FOR MOBNING 03.05.10

2. maj 2010

PARODIER - FRIT SLAG FOR MOBNING!

Lørdag den 1.maj omtalte BT den nye opsætning af ”My Fair Lady” på det kongelige teater.
Her kunne man bl.a. læse, at dronning Margrethe var mødt op alene, og at hun morede sig kongeligt – ”Ikke mindst da skuespilleren Margrethe Koytu parodierede majestæten, med en smøg dinglende fra mundvigen og fagter så overdrevne, at det nærmede sig en majestætsfornærmelse.”

Selvfølgelig har dronningen da leet høfligt med, for hvad skulle hun ellers gøre? Ingen skal dog bilde mig ind, at nogen, end ikke en dronning med selvdisciplin, bryder sig om at blive udstillet skamløst og nedværdigende, som det synes at have været tilfældet.

Frit slag for mobning – når den pakkes ind i en parodi – og det kaldes sikkert både kunst og ytringsfrihed
Vi synes generelt at være meget opmærksomme på, at vi skal behandle hinanden ordentligt og anstændigt – det være sig i børnehaver, fritidshjem, skoler, på arbejdspladser, i vore hjem og hvor vi nu ellers færdes sammen med andre.  Der er knap nok plads til lidt godmodigt og kærligt drilleri.
Vi har nedsat udvalg og interessegrupper mod mobning i skoler og på arbejdspladser. For det er for længst konstateret fra lægelig side, at mobning er følelsesmæssigt og psykisk så belastende, at det kan gå ud over både helbred og arbejdsevne – føre til stress, sammenbrud, depressioner m.m.. Så vi er enige om, at vi stakkels almindelige mennesker, børn som voksne, skal beskyttes mod at lide den tort.

Modstridende signaler til vore børn
I dyb kontrast hertil ser vi generelt stort på, at kendte og kongelige bliver groft ydmyget eller latterliggjort, når bare det foregår i kunstens navn og på en eller anden scene. Det er jo bare for sjov!
Tror man virkelig, at det preller af på dem – at de kendte og kongelige har en anderledes robust psyke end os andre? Og hvad med deres børn og børnebørn? Forventer vi at også de er følelsesmæssigt tykhudede, så vi roligt kan drille og mobbe deres familie.
I det hele taget er det jo modstridende signaler at sende til vore børn. De bliver belært i at det er ondt at mobbe hinanden, og i at de skal vise hensyn og øve sig i næstekærlighed. Alt sammen meget smukt og ædelt, og kunne måske give grobund for en bedre verden. Men samtidig ser de, at visse mennesker må man åbenbart gerne mobbe og hænge ud på de mest mærkelige måder. Hvad skal de tro på?

Hvis nu dronningen havde taget sit ældste barnebarn med i teatret, og han havde overværet sin, formentligt højt elskede, farmor blive udstillet - ikke bare kærligt drillende, men nedværdiget og latterliggjort. Burde barnet så ikke på det nærmeste have haft krisehjælp – hvis de samme betingelser gælder som for os andre. Det kunne jo frarøve ham hans tillid og tro på, at omgivelserne vil hans familie og ham selv det godt. Det ville kunne præge hans adfærd for livet – i bedste fald med reservation og distance i forhold til almindelige mennesker. Går det ud over farmor, ville han med rette kunne slutte, at det også går ud over ham en dag.
Kronprinsesse Mary kan få nok at se til efterhånden som børnene i de kongelige rækker vokser op.





Rigtig god og mobbefri uge!

Birthe
3.maj 2010




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268