Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

ER FAMILIE OG VENNER FALDET FRA?

29. august 2011

ER DET TYNDET UD I RÆKKEN AF VENNER OG FAMILIE?
- Og er du åben for at nye mennesker kommer ind i dit liv og udfylder tomrummet?
 
Jeg har barslet med et nyt tilbud på hjemmesiden her. Det går kort og godt ud på at finde nye familiemedlemmer eller venner, ifald det er tyndet ud i rækkerne - eller man måske aldrig har haft en særlig stor familie- eller vennekreds.

SIDEN ER DOG IKKE FOR DIG, HVIS DIT BEHOV GÅR I RETNING AF AT FINDE EN PARTNER OG FÅ GANG I SEXLIVET
Der findes rigeligt med datingsider, der tager sig af parforhold og sexliv. 
Denne sigter derfor udelukkende på behov for venner og familie, for nogen at knuselske, holde af og holde om.

Ideen har ligget i baghovedet det sidste par år i takt med, at det er tyndet gevaldigt i vor egen familie og vennekreds. Alene sidste år sagde hele fire farvel. Men er man oppe i årene må alle være indstillet på at ens nære falder fra. Men nogle af dem var nu væsentligt yngre end os selv.

Så kan man selvfølgelig inddrage horoskoper og aspekter og finde yderligere gode grunde til tab eller udfordringer i relation til mennesker man følelsesmæssigt er knyttet til.
Og da ens klienter altid afspejler-  eller genspejler ens egen situation -  ja, så har temaet været det samme hos mange af mine klienter.

Hovedet på sømmet blev sat efter, at jeg havde haft en mor til en lille størrelse på 3-5 år på besøg. Hun havde mistet både mand, mor og moster indenfor et år. Hun syntes at det smerteligste var, at hun ikke kunne give sit barn, sådan en kærlig mormor som hun selv havde haft. Hun var langt fra den eneste. Uforholdsmæssigt mange af mine yngre klienter har oplevet tab af venner og familiemedlemmer.

Selvfølgelig kan man ikke erstatte de familiemedlemmer og venner man er født med og har været knyttet til i en årrække. Men når man har accepteret, at de er borte og sørgetiden er ovre, gælder det om at komme videre og f.eks. give nye mennesker en chance. Mennesker, der måske er i samme situation som en selv.

FANDT BEDSTEMOR TIL MINE EGNE BØRN
Da jeg selv havde små børn boede min svigerfar hos os. Det var rigtigt dejligt for alle parter. Men en dag var det slut og tomrummet efterfølgende stort.
Efter et halvt års tid, måske lidt mere, satte jeg en annonce i den lokale avis, hvor jeg efterlyste en reserve bedstemor - helst en som ville flytte ind hos os.
Det lykkedes, dog ville hun ikke bo hos os. Både jeg og mine børn husker hende endnu. Hun kom i blå nylon kittel og med tørklæde om hovedet – i sin egen taxa!
(ok! Jeg har Saturn, som bl. a. er bedsteforældre i Tvillingerne, som bl.a. er befordring)
Det blev både et varmt, sjovt og praktisk arrangement. For oven i det hele havde vi jo altid en, der var parat til at køre os hvor som helst hen. Husker et besøg på et hospital – et af børnene skulle undersøges. Bedste var som sædvanlig iført tørklæde og blå kittel - og i venteværelset tog hun pludselig en stor snapsflaske op af tasken (med Rød-Ålborg-etikette og alt) og satte den på bordet. Den indeholdt mælk til ungerne. Selvfølgelig havde hun også kiks med. Hun var bare herlig.

SATTE EN BØRNEHAVE PÅ BENENE

Den gang var det ikke hvem som helst der kunne få en børnehaveplads. Og da slet ikke, hvis man gik hjemme og passede sine børn.
Min opfattelse var imidlertid, at børn har brug for andre børn at lege med - og der var ikke andre mindre børn i kvarteret. Heldagsbørnehave ville være for meget, men halvdags måtte være ideelt.
Lokalavisen kom til at holde for igen. De var villige - kom og interviewede og fotograferede mig og børnene. Og budskabet kom ud - jeg ønskede at slutte mig sammen med fire andre mødre med børn, så vi var fem i alt, der kunne skiftes til at have børnehave i vore egne hjem – en gang om ugen for hver. Det tog lidt tid, men også det lykkedes. Mod en ugentlig tørn, fik mødrene noget mere tid til sig selv - og børnene fik legekammerater - og alle var glade.

BUDSKABET UD TIL FLEST MULIGT
Jeg håber, at du som læser disse linjer synes om mit nye tilbud - for dig selv - eller for nogen du kender – og vil give budskabet videre.
Klik på "Venskaber/Familie" i menuen og læs mere her.

Varm hilsen
Birthe








  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268