Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

SØREN KIERKEGAARD

3. oktober 2011

Solhuse

SØREN KIERKEGAARD
Birthe Thau sendte mig tidligere på året Etty Hillesums bog: ”Et Krænket Liv”og andet spirituelt og filosofiskt  stof. Du kan finde artiklen om Etty Hillsum ved at bladre i oversigten – og klikke på ”Stemmer fra fortiden med nutidig budskab” 9.05.11.
Nu har Birthe Thau sendt mig uddrag fra en artikel om Søren Kierkegaard – med forslag om at gøre som Kierkegaard – i hvert fald i svære stunder. Det tager jeg til efterretning – og det vil andre måske også gøre, når de har læst hvad Kierkegaard skriver.

Horoskopet ovenover har Solhuse, eftersom jeg ikke kender hans fødselstidspunkt. Det udtrykker ganske rigtigt anlæg for pessimistisk tænkning (Merkur kvadrat Saturn). Og Månens opposítion til Saturn, gør heller ingen optimist. Men uden disse aspekter havde han jo nok heller ikke været den dybsindige tænker, der har mejslet sig ind i historien. Jeg læste en gang, at der er kinesere, der lærer sig dansk for at læse ham på originalsproget.

Artiklen indledes med:
”Der er tit røster fremme, om hvor ulykkelig Kierkegaard var. Af natur var han nok depressiv, men det klogere menneske i ham sørgede for, at han kun kunne trives ved at skrive. Stortrives endda. Prøv engang at se, hvad han selv skriver:”

2.påskedag 24.04.1948…Mit åndsarbejde tilfredsstiller mig så aldeles og gør, at jeg med glæde finder mig i alt, når jeg blot må tilhøre det. Således kan jeg forstå mit liv, at jeg forkynder andre trøst og glæde, selv bunden i en smerte, som jeg ingen lindring ser for – uden just den, at jeg således kan arbejde med min ånd. O, i denne henseende er der fra min side sandelig intet at indvende mod mine livsvilkår, tværtimod takker jeg Gud mere, end jeg nogensinde havde ventet, jeg beder ham hver dag at tillade mig at turde takke ham – det ved han…troende værgrer jeg mig mod fortvivlelsen, bærer indesluttethedens smerte og straf – og er så ubeskrivelig lykkelig eller salig i den åndens virksomhed, som Gud så rigeligt og nådigt har forundt mig…

Når jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle livets ubehageligheder og lidelser. Blot jeg et par dage lader være, bliver jeg straks syg, besværet…

Tungsind – denne sygdom er egentlig ikke at ville dybt og inderligt – og dette er moder til alle synder.

Havde jeg ikke haft formue, havde det aldrig været mig muligt at frelse mit tungsinds rædsomme hemmelighed…så var jeg heller ikke blevet den jeg er blevet…Nu lykkedes det mig at gøre salto mortale op i den rene ånds eksistens !...

Jeg lever, om end i enkelte øjeblikke ikke uden anfald af tungsind og vemod, dog væsentlig dag ud og dag ind i den saligste fortryllelse….

Åndsmennesket er forskelligt fra andre ved at kunne udholde isolation, mens det almindelige menneske bestandig trænger til andre og vil dø, fortvivle, om de ikke er betryggede ved at være i flokken, af samme mening som flokken…
Ånd er just ikke at være som andre.

Når alt er blevet stille omkring en, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da står der overfor den, ikke et udmærket menneske, men den evige magt selv. Da skiller himlen sig ligesom ad, og jegét vælger sig selv eller rettere modtager sig selv. Da har sjælen set det højeste, som intet dødeligt øje kan se, og som aldrig kan glemmes. Da modtager personligheden det ridderslag, der adler for en evighed.

Jeg arbejder af yderste evne, mere og mere anstrengt, men fordybet i at bringe tankerne frem i den klareste, den skønneste, den sandeste form.

Vel forbyder politiet at bære hemmelige våben, og dog er intet våben så farligt som den kunst at kunne erindre. Når man har perfektioneret sig i den kunst at glemme, så er man i stand til at spille fjerbold med hele tilværelsen.”

Eftersætning af S.Kierkegaard:
”Der kom for mig et øjeblik, da jeg saligt overvældet turde sige til mig selv: Jeg har forstået det højeste. Sandelig det forundes ikke mange i hver generation.”


Artiklens afslutnings salut er:
Man bliver da så glad ved at læse Søren Kierkegaard – ikke?

Jeg kan kun erklære mig helt enig.
Birthe
03-10-2011




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268