Strøtanker

Fra marts 2010 til maj 2011 skrev jeg ugentlig om det, der optog mig eller faldt mig ind. Det har efterhånden fået et omfang på størrelse med en bog. Du kan se alle overskrifterne, der er listet til højre. Måske er der nogen du ikke har læst - eller som er værd at genlæse. 

Jeg har holdt en længere pause siden maj 2011. En oplevelse, (beskrevet 29.maj 2011 og i ugerne herefter), bevirkede, at der ligesom ikke var mere at sige.  
 
Men jeg skriver (ihvertfald for tiden) igen -  hvis der dukker noget op, der fanger min opmærksomhed.

Birthe
28.09.2015 

MED SATURN PÅ GLATIS

30. oktober 2011

MED SATURN PÅ GLATIS – FOR VILD PÅ SJÆLLANDSRINGEN
”Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave søde ven?” spurgte min mand i slutningen september.
”At være racerkører for en dag på Sjællandsringen - eller et glatfører kursus samme sted”, svarede jeg lidt overfriskt.
Den sunde fornuft vandt, jeg bad ham slette den med racerkøreren – den hørte en ungdomsdrøm til. Og med denne fødselsdag trådte jeg trods alt ind i det halvfjerdsindstyvende år – ikke at jeg er tilhænger af at leve udfra sin fødselsattest.
Men glatføre kurset blev det, og det fandt sted i lørdags 29. Oktober.
Seks timer på sjællandsringen på henholdsvis glatførebane, en glatbakke og på almindelige tør bane. Og så gik det ellers derudaf med slalom, undvige manøvrer, katastrofeopbremsninger m.m.. Sjovt? Nej, ikke lige just. Lærerigt? Ja, bestemt! Enhver ide om egen fortræffelighed som chauffør blev fjernet som ved et penselstrøg. Den var i forvejen ikke så stor. Jan, min mand, elsker at køre, og jeg er mageligt anlagt, så det gør jeg ingen indsigelser imod, hvorfor jeg hører til i den lidet ærefulde kategori af søndagsbilister.

Vi fik alle en walkie-talkie med i bilerne, så vi kunne høre holdlederens instrukser, dog kunne vi ikke tage til genmæle. Så det var 6 timers intens lytning og koncentration om at køre som der blev sagt.
Allerede ved første runde for jeg vild i banerne og kørte ind på naboholdet. ”Hvad f….. laver du egentlig her?” Tænkte jeg straks, ”du skulle jo have været tilmeldt et hold for pensionister”.  Nå, inden dagen var omme havde halvdelen af holdet været på afveje, så var jeg da heldigvis ikke alene. Der var nemlig så tyk tåge, at man knapt kunne se en hånd for sig - og da slet ikke de forankørende biler i ens gruppe - det gjorde det unægtelig ekstra ”spændende” og ikke så lidt mere anstrengende. På grund af tågen kom vi tættere på forhindringerne, end ved normalt udsyn, før vi kunne se dem – og nå at bremse op, køre udenom eller begge dele.

Den sidste time kunne jeg godt have undværet. Jeg var simpelthen træt af at lytte, huske og køre. Og jeg slog mindst et ”barn” ihjel og kvæstede et par andre. Det var instruktørens forslag at forestille os, at forhindringerne, der pludseligt dukkede op, var et barn, der løb ud på kørebanen – eller et andet skrækscenarie.
Ok, det var forsætligt drab på det første ”barn”. Jeg gad simpelthen ikke anstrenge mig mere - ej heller høre på mere, følgelig huggede jeg bremserne i et sekund for sent. Der var et par stykker, der åbenbart også havde nået grænsen. De racede lige igennem med høj fart og nedlagde resolut alle forhindringer. ”Der er et par stykker, der synes at aspirere til flugtbilister”, lød det i samtaleanlægget. De fik vist den mest underholdende finale.

”DET ER IKKE SIKKERT DET GÅR SOM TÆNKT, MEN DET DER SKER ER ALTID I OVERENSSTEMMELSE MED PLANETERNE”
Noget i den retning blev Astronomen, Kepler, citeret for at sige – rigtig kloge ord.
Tanken havde i hvert fald ikke strejfet mig, at jeg ville befinde mig på sjællandsringens glatførebaner, når transit Saturn gik ind over min Venus, Mars og Asc. Disse er i konjunktion med hinanden. Men symbolikken er lige i øjet. Saturn styrer, som de øvrige planeter en række forskellige anliggender – og nogle af dem er kulde, frost, is og sne. Og ja, jeg var skam godt i gang med at lægge Jan på is lige før turen på isbanerne. Og den er jo klassisk – men jeg fik da heldigvis tøet ham op igen før det gik rigtigt galt. Den fordel kan der jo være i at være ældre. I de yngre år ville han have været dybfrossen mindst en uge. Nu prøver vi at afbøde skaderne ved forberede hinanden på forhindringerne – således at de ikke dukker helt så uforudsigeligt op som på glatførebanen.

Faktisk bestræber vi os på - med varieret succes - at få grønne tal på bundlinjen til den dag det er sidste udkald. Talemåden er inspireret af Hanne Vibeke Holst, der lige er nedkommet med en ny bog i en for hende ny genre – ”Undskyldningen” hedder den.
I et interview i Berlingske Tidende den 30.oktober, citeres hun for at sige:
”Efter at jeg er fyldt halvtreds år, er jeg begyndt at arbejde på, at der kommer sorte tal på bundlinjen, når regnebrættet skal gøres op. Hvad skal der til for, at jeg ikke lukker mine øjne fuld af selvforagt, frustration og følelsen af at have spildt livet”.

Et helt oplagt spørgsmål at fordybe sig i her i Skorpionperioden. Og det lyder som om hun har nogle stærke Pluto-aspekter, hvorfor jeg slog hende op. Hun er født den 21.febuar 1959. Det betyder, at hendes Saturn står 4-44 grader Stenbuk. Med andre ord har transit Pluto kredset frem og tilbage over den det sidste par år. Hendes Saturn er imidlertid i positiv kontakt med både Merkur og Neptun. Så mon ikke hun kommer med nogle meget interessante konklusioner i sin nye bog og i de efterfølgende. Hendes progressive Saturn står i 7 gader Stenbuk. Så Pluto holder grebet nogle år endnu.


Birthe
30.oktober 2011




  Birthe Kirk - Kursus og Rådgivning    Henrikshave 55    2950 Vedbæk    info@birthekirk.dk    2374 9268